Friday, November 27, 2009

Bongo Entrepreneurs (Project description)

Cand.merc Nabil initiated the idea of ultra small-scale entrepreneurship at BongoCamping in 2008. Bongo Entrepreneurs was executed in three phases, namely an educational program followed by an entrepreneurship competition and finally a sponsorship for the winners. Three winners were selected from more than twenty participants and each received a sponsorship of maximum 400 USD for starting their businesses.

One of the winners, Charles, started an oven production (video by Bongodox):



Read more:

Sunday, November 15, 2009

Aidsnet og Projektrådgivningen

Som medlemsorganisation i Aidsnet og Projektrådgivningen har medlemmer af Bongo Development Tourism løbende chancen for at deltage i workshops og fyraftensmøder, ofte gratis. Det sidste i rækken, afholdt onsdag d. 11. november på DUF i København, handlede om projektmetoden LFA (Logical Framework Approach), som er en metode til at lave projekter sammen med ulandspartneren. Der er, ifølge Projektrådgivningen, to gode grunde til at bruge LFA: 1) Det er en god måde at få orden i et projekt, og 2) Alle donorerne elsker den.

Bongo Development Tourism var repræsenteret af Kasper og Monica, som udover metodelærdommen fik lejlighed til at møde ca. 30 andre interesserede fra vidt forskellige organisationer der spænder fra større organisationer som Læger Uden Grænser til små foreninger som vores egen.

Hvis du vil opgradere din viden og dine kompetencer inden for ulandsarbejde, så følg også med på hjemmesiderne for Aidsnet og Projektrådgivningen.

Monday, November 2, 2009

BDT Nyhedsbrev, November

Mens Bongo Camping i Sydtanzania har opnået en udmærket besøgsstatistik for sin 3. sommersæson som campingplads, i hvilken bl.a. BDT´s kasserer Loui Algren figurerer med en uges besøg som særlig gæst hos den lokale forening, har vi herhjemme formidlet erfaringerne fra vores medvirken i Tanzania fra 2007-2009 i forskellige danske medier.

Det aktuelle formidlingsarbejde har vist, at ulandsprojektet, der var støttet af 20 danske virksomheder og private grupper, har tiltrukket nysgerrige journalister fra seriøse og debatterende nyhedskanaler. At vores arbejde således har fået en offentlig relevans giver selvfølgelig nye forhåbninger for fremtidens indsatser. I perioden efter vores samarbejde på Bongo Camping, som ophørte ved indgangen til juni måned i år, har vi formidlet vores erfaringer i følgende seriøse medier:


Den indeværende fase af formidling og debat er endnu ikke forbi. På et tidspunkt bliver der arrangeret et møde med opsamlende punkter, der også kan pege fremad, idet vi så vidt resurserne rækker fortsat har som formål at være platform for nye initiativer inden for udviklingsturisme.

Efter undertegnedes mening er det tiden til at videreformulere visionen om udviklingsturisme, så den kan udstikke handlinger for aktiviteter ikke blot i syd, men også her i landet – aktiviteter der trækker på de udviklingsresurser vi fokuserer på, nemlig viden, turisme og kulturelle udvekslinger – så man kunne igangsætte aktiviteter der bidrager til forunderlige oplevelser med et arbejde på dansk grund, som samtidig kan muliggøre nye veje ud af fattigdom og aids-katastrofen i Afrika.

De bedste hilsner,
Kasper Gram-Hansen.

Tuesday, October 27, 2009

Farlige tendenser

Aidsforbrydere? De fattigste unge - som er ulandenes største befolkningsgruppe - lever Jekyl and Mr. Hyde-agtigt med usikker sex - Læs kronikken i det seneste nummer af Danidas udviklingsavis "Udvikling", som er baseret på erfaringer rundt omkring Bongo Camping.

Klik på billedet i boxen her til højre og læs vores formidling af en farlig tendens....

Wednesday, October 21, 2009

Bongo på P 1 Vita på tirsdag

Formidlingen af Bongo Campings erfaringer fortsætter i næste uge på P 1 Radio, hvor der er et 20 minutters interview og lokale stemmer fra det kombinerede camping- og kursuscenter, som Bongo Development Tourism var med til at starte op 2007-2009. Programmet hedder Vita og sendes tirsdag 27.10.09. kl. 11.30, 21.30 og 05.30 og vil derefter findes på P 1´s lydweb.

Wednesday, September 30, 2009

Kronik om Bongo Camping trykt i Politiken 28.09.2009

Sådan udførte vi verdens billigste ulandsprojekt

Projekter for civilsamfundsudvikling i Afrika skal give grupper af fattige afrikanere mulighed for at organisere sig bedre samt parallelt at skabe finansiel bæredygtighed, f.eks. via indkomstkilder på det voksende private marked.

Projektpenge kan dække betaling for rejser, møder, workshops, marketing, lønninger, udstyr og eventuel bebyggelse, og projekterne skal give inspiration til nye projekter og nye initiativer til styrkelse af civilsamfundet.

Som beskrevet i Danmarks civilsamfundsstrategi er fattigdomsbekæmpelse, kapacitetsopbygning, hiv/aids-forebyggelse og ligestilling nogle af hovedmålene i ulandsarbejdet.

Disse prioriterede hovedmål blev i verdens billigste ulandsprojekt indfriet for to hundrede tusind kroner og akkurat lige så professionelt som et ulandsbrancheprojekt kan gøre det samme for fem millioner.

Dette kunne lade sig gøre, fordi der blev brugt en utraditionel tilgang, som tog udgangspunkt i nogle grundlæggende overvejelser omkring ulandsarbejde.

Det første spørgsmål var, om ulandsarbejde skal kunne betale sig. Dette er et klassisk spørgsmål, som rammer udviklingsarbejdere – i hvert fald de unge af slagsen – lige midt i hjertet og stoltheden:

Tager jeg til ulandet for at afhjælpe fattigdom ved at arbejde i et fattigt land, eller tager jeg af sted, fordi det er mit job, mit levebrød, min ære og min karriere at gøre det?

Eller formuleret i kroner og øre: Har jeg fortjent tredive tusind kroner om måneden – så jeg kan flytte rigdommens bekvemmelighedszone med mig under udstationeringen – mens mine fattige kolleger får to tusind kroner, hvilket er den sum, der svarer til den afrikanske middelklasses leveomkostninger og pengenes lokale købekraft?

Dette spørgsmål havde jeg selv som udstationeret taget stilling til, før projektet i Afrika.

Jeg, som frivilligt tager til Afrika for at arbejde i det afrikanske samfund, skal da aflønnes fuldstændig efter lokale standarder og lokale leveomkostninger, og de faglige kompetencer, som udveksles som del af partnerskabet, er da lige værdifulde, hvad end de kommer fra nord eller syd.

De professioner, som besættes af partnerne, skal derfor beskrives med en ligevægt i ansvar og lønning, hvormed menes, at den samlede faglige pulje af viden og erfaring fra de rige og fattige partnere er den arbejdspladskapacitet, som muliggør de fælles professionelle målsætninger.

Lønninger skal sættes efter lokale standarder samt efter en vision om professionelt ligeværd, uanset om den fattige partner har et formelt CV med high school, og om den rige partner har et formelt CV med ph.d.-afhandling – det er stadig den lokale, der ved langt mest om udvikling, dvs. om det fattige samfunds bæredygtige processer.

Partnerne må derfor være lige ansvarlige og ligeværdige i den fælles professionelle vision.

Når ulandsbranchen sædvanligvis ekspatrierer ulandsarbejdere efter et formaliseret hierarkisk professionsprincip om ’løn efter kvalifikationer’, er et ligeværdigt fagligt fællesskab mellem de rige og fattige givetvis utænkeligt.

Vi besluttede os at gå imod det formelle hierarki, og således kunne jeg udstationeres på fattigdommens kontinent med et projekt, der både ville afhjælpe fattigdom og udligne rigdom.

Så var der spørgsmålet omkring projektets omkostninger til udstyr, ydelser og eksterne lokaler, organisationsudvikling, samt marketing og løbende fundraising.

Udgifterne til disse poster kunne minimeres ved hjælp af en afgørende ting: lokale netværker. Disse netværker kan inddeles i markedsnetværker, faglige netværker og mellemmenneskelige netværker.

Troværdige lokale netværker er gratis og forventes generelt i ulandsbranchen at være skabt i forbindelse med nordsyd-partnerskaberne i de lande, hvor Danmark har lang tradition for samarbejde, og således skal netværkerne være på plads, før konkret ulandssamarbejde bliver gennemført.

Stærke lokale markedsnetværker betyder, at pengene fra start kan blive forvaltet troværdigt og efter de bedste lokale standarder.

Ulandsprojektet kan gennem lokale markedsnetværker blive til et genuint ulandsprojekt, fordi lønninger, administration, organisering af møder og indkøb af udstyr mv. alt sammen kommer til at koste, hvad det bør koste, når projektet bygger på lokal pengeværdi og på bæredygtige lokale markedsprocesser.

Som baggrund for skabelsen af markedsnetværker skal man for det første vide, at tres til halvfems procent af befolkningen i et udviklingsland er aktører i det uformelle marked eller i gråzonen mellem det uformelle og det formelle marked.

Hvis et ulandsprojekt udelukkende handler med det synligt formelle marked, går alle pengene til monopolforretninger og multinationale billionfirmaer.

Men hvis man sætter sig lidt ind i markedssystemet – gennem de lokale netværker – vil man opdage, at der er en kolossal gråzone af økonomisk aktivitet, som er enten uformelt eller formelt legitim, og det drejer sig her om at undersøge, hvilke lokale forretninger der er lovligt legitime også i de lokale autoriters øjne.

Eksempelvis betaler en stor procentdel af private erhvervsdrivende en business-licens, uden at de af den grund er skatteforpligtigede, ligesom ngo’er i mange ulande er undtaget fra at betale skat af deres indkomstaktiviteter.

Disse civilsamfundets private aktiviteter kan med fordel inddrages, når der skal bruges udstyr, ydelser og lejelokaler i forbindelse med et ulandsprojekt.

Lokale markedsnetværker kan også sætte projektlederne i kontakt med firmaer, som ikke har et fysisk kontor – men som har en faglig kunnen, der passer fint til nogle af de ydelser, ulandsprojektet har brug for.

Og selvom der ikke er en desk og en reception med fine lædermøbler, kan fakturablok og kuglepenne købes i den lokale kiosk.

Det lokale markedsnetværk blev med fordel brugt i verdens billigste ulandsprojekt.

Vi handlede udstyr, ydelser og leje af eksterne lokaler hos lokale institutioner og opkommende firmaer; vi handlede alle småting ind i de fattiges butikker, vi var ikke bange for genbrug som et forsvarligt princip, hvorefter en stige kan laves ud af et fældet træ, hvis trin igen kan bruges som lokale vejskilte; vi inddrog lokalsamfundets egne traditioner for medfinansiering som et forsvarligt princip, hvorefter dele af projektets aktiviteter kunne betales gennem lokale opsparingsgrupper; vi brugte selvfølgelig cykeltransport og offentlig transport og færdedes generelt side om side med det fattige samfund, der omgav projektet.

Hvis de lokale markedsnetværker er på plads, kan alle disse processer, som er det fattige samfunds byggesten for fremtiden, bruges smertefrit, og uden at det ændrer på udviklingsprojektets legitime, faglige og professionelle samarbejdsprocedurer.

Til spørgsmålet om, hvordan man skal nå fra A til B og hele vejen til Z i et ulandsprojekt, kan man med fordel svare: med en åben metodetilgang.

Verdens billigste ulandsprojekt blev beskrevet i en 70-siders mappe, som kom alle sponsorerne i hænde, før de valgte at sponsorere projektet. Heri fremgik de metoder, med hvilke partnerne havde klarlagt de generelle målsætninger, og efter hvilke vi skridt for skridt efter den beskrevne plan ville indfri de enkelte delmålsætninger.

Hvis man med projektfremgangsmåder i ulandsarbejde mener en gensidig planlægning mellem partnerne, så må man tage højde for såvel etablerede som alternative metoder, men grundlæggende for alle tilgange må være den gode og fremadskuende praksis, som kun sikres via erfaringsudveksling i det lokale faglige netværk.

Hvis vi derimod havde taget udgangspunkt i ulandsbranchens specialisering af metoder – og universelle autorisering af samme – var der gået lige så mange penge til at forberede projektet som til at gennemføre det, fordi det standardiserede fagsprog i den autoriserede metodetilgang betyder en længere proces med oversættelse af begreber frem og tilbage mellem de lokale faglige netværker og partneren i nord.

Det er almindeligt kendt, at kommunikation mellem partnerne i ulandsarbejde styrkes af andre mellemmenneskelige aspekter. I ulandsprojekter med udstationering er de mellemmenneskelige netværker altid vigtige, fordi forskellige kulturer mødes.

Når kulturer mødes, er fordomme altid på spil, og ethvert forhold bliver på længere sigt ulevedygtigt, hvis det baseres på fordomme.

Det er derfor nødvendigt at have de mellemmenneskelige netværker på plads for at grunde partnerskabet på så fordomsfrie relationer som muligt.

Til eksempel er afrikaneres forestillinger om hvide grundet på to hovedtemaer: økonomisk magt og social uafhængighed.

Billedet af de hvides rigdom og sociale integritet – repræsenteret af stereotyper som sparsom hilseadfærd og distanceret luksustilværelse – bliver i de værste fordomme til en sort-hvid polarisering af de hvide som de økonomisk rige og socialt fattige.

Sådanne billeder, som ikke opfanges i den formaliserede kontororden, kan styre hele den grundlæggende troværdighed og tillid, og hvis de hvide forbliver de sociale ’aliens’, eksisterer der kun en skrøbelig og højst ubæredygtig forpligtelse mellem partnerne – med masser af korruption til følge.

Hvis de hvide forbliver i deres komfortzone som de isolerede væsner, der helst ikke vil forstyrres, de tilbagetrukne, kontrollerede freaks, som nyder deres privilegier i fred for manden på gaden, hvilken binding har de så til målgruppernes fælles skæbne, som de formelt set forsøger at forbedre?

Lokale mellemmenneskelige netværker er således ikke noget, man kan betale sig fra.

Derimod skabes de gennem almindelig deltagelse i livet, midt i den livsnerve, de broderskaber, de patronageforhold, og de forpligtende såvel som frihedsgivende fora, gennem hvilket ulandsprojektets lokale partnere og målgrupper arver, forandrer og udlever deres grundlæggende moral.

Og den grundlæggende moral styrer ofte flere beslutninger end så mange formaliserede arbejdsprocedurer. Jo tættere man som udviklingspartnere ligger i den almindelige menneskelige moral, desto mere fleksibelt og bæredygtigt bliver samarbejdet.

Hvordan skabes så de nødvendige netværker, de markedsmæssige, de faglige og de mellemmenneskelige, som kan gøre ulandsprojektet både billigt og effektivt?

Netværkernes største forudsætning i ulandet kan beskrives som en generel relation mellem partnere og målgrupper, som vi kan kalde kulturel intelligens.

Når der er dialog mellem partnere og målgrupper, og når partnerne sætter sig ind i målgruppernes faglighed, markedsvilkår og tilværelsesvilkår, så kan partnerne blive dele af det levende, menneskeliggjorte netværk, hvorfra kulturel intelligens opstår.

Da kan man i ulandsprojektet indrette aktiviteter handlingsdygtigt i kraft af denne kulturelle intelligens, der er født ud af den medlevende forståelse for og viden om den fattige majoritets mest bæredygtige faglige, markedsmæssige og mellemmenneskelige processer.

Men ofte mangler den kulturelle intelligens, fordi udviklingspartneren er en fjern figur, som står uden for de nævnte netværker.

Når udviklingsarbejderen bliver i sin komfortzone – hvilket automatisk sker via fagligt-hierarkisk metode, aflønning, firmabil og indkvartering i det kapitalstærke miljø – så udebliver det virkelige kulturmøde, og partnernes og målgruppernes respektive selvbilleder forbliver de samme.

Til sidst var der spørgsmålet om den hjemlige administration, som i ulandsbranchen sluger op til 10 procent af det samlede budget. I dag har internettet simplificeret administration enormt, der findes gratis måder at lave hjemmesider på, og det professionelle hjemmesidearbejde kan finansieres via private firmaer.

Der findes hundredvis af hjemmesideansatte danskere, hvis chefer synes, det er både respektabelt og fantastisk, hvis deres firma med en simpel faglig opbakning til et ulandsprojekt kan blive partner i fattigdomsbekæmpelse.

Omkostninger til teknik og arbejdskraft til administration kan således med lidt opfindsomhed minimeres til nul. Kort og godt, så er hjælp til administrationsspørgsmålet ret simpelt: Kontakt hjemmesidegenerationen.

For to hundrede tusind kroner udførte vi med verdens billigste ulandsprojekt de samme procedurer, som ulandsbranchen udfører for fem millioner, og et fattigt lokalsamfund fik mulighed for at styrke sit eget og andres ståsted i verden, via faglig udveksling, ny organiseringsstyrke, nye talerør, nye indkomstveje, nye projekter osv.

Hvis man havde viljen til at kombinere ulandsbranchens fattigdomsbekæmpelse med støtte af de fremkommende processer på bunden af samfundet, samt med en vision for rigdomsudligning, ja, så kunne man lave tyve tilsvarende ulandsprojekter for prisen af et enkelt traditionelt ulandsbrancheprojekt, og samtidig tage tyve små skridt i retning af lige muligheder for alle på jordkloden.

Men det er ikke nogen hemmelighed, at ulandsbranchen ikke er til for rigdomsudligning og kun hjælper lidt ad gangen på verdens fattigdomssituation, fordi branchen ud over at støtte de fattige har så store økonomiske poster hos de i forvejen rige.

Ulandsbranchen er del af det globale formaliserede hierarki, som står bag ulandsindustrien. Ulandsindustrien er det urokkelige system, hvori faglighed, lønninger, forhandlinger af udstyr, ydelser, leje af lokaler og administrationsomkostninger cirkulerer blandt de i forvejen rige, mens grundlaget for denne industri er en label kaldet ’de fattige civilsamfund’, ’de undertrykte’ eller ’klodens nødstedte’.

De netværker, der trækkes på i ulandsarbejde, er ofte den etablerede verdens netværker, det er den etablerede verdens markedskontakter, faglige metoder og middagsborde, som er centrum i ulandsindustriens netværker.
'De fattige' er i og med deres fattigdom til stadighed blot brikkerne i det maskineri, der producerer og genproducerer ulandsindustrien, idet alle og enhver kender den skære sandhed, at ulandsindustrien fortrinsvis relaterer sig til de fattige selv med opmuntrende vink og medfølende klynk.

Den skære sandhed er, at ulandsindustrien producerer til de registrerede, de autoriserede, de etablerede, de metodeindviede, dem med sofabelagte kontorer, dem med tingene i orden, kort sagt: de rige, og denne hierarkiets top skræddersys på tværs af nord og syd.

Sandheden, som vi bør forsøge at lave om på, er den, at ulandsbranchen og ulandsarbejderne har som deres levebrød denne ulandsindustri.

Der er såmænd ikke nogen ond hensigt bag ulandsindustrien, for sådan er systemet bare, og sådan er det i alle vestlige lande, hvor ulandsarbejdere gør karriere på lige fod med folk fra andre brancher.

Fattigdom, hiv/aids og korruption er de hårde vilkår for ulandenes majoriteter, som det er ulandsbranchens målsætning at udbedre.

Men der er ikke meget hæderlighed over ulandsarbejdet, når ulandsbranchens system følger den normale postkoloniale produktionsmåde, hvor resurser cirkulerer efter formaliserede hierarkier, hvilket gør projekter langt dyrere, end de faktisk kunne være.

Status quo betyder, at udvikling er problematisk som tidsbestemt målsætning – den går i bedste fald med snegleskridt, fordi vi reelt ikke ofrer vores egen rigdom, men i stedet fodrer de i forvejen rige med de resurser, som vi med lidt god vilje kunne bruge til at støtte verdens fattige.

Thursday, August 27, 2009

Gratis Fyraftensmøder

Test din indre udviklingsturist....
....på skatteydernes gunst, regeringens ord, folkets vilje

Projektrådgivningen betales i store træk af Danida, dvs det er de danske borgeres penge der betaler disse arrangementer. Derfor er der høje krav til kursusafholderne.

Kurserne er afholdt af kompetente folk, og som deltager vil du i den danske regerings øjne - via Danida og Projektrådgivningen - være bedre udrustet i forhold til al form for ulandsarbejde (dvs. du forbedrer dit CV).

Fra september måned er der gratis møder, hvor du som medlem af BDT har mulighed for høre mere om udviklingsverdenen, prøve om det er noget du kunne tænke dig at arbejde med, og udveksle tanker med andre.

Det er delvist vores land, kongeriget Danmark, der poster penge i Projektrådgivningens aktiviteter. Det er op til os, folket, at forplante pengene i praksis og vise rigtigheden i mere arbejde for udligningen af muligheder på menneskekloden.

Tuesday, August 25, 2009

Bongoblogger

Idé i Danmark….
….til Projekt i Afrika


Bongo og et nyt toneangivende universitet i Østafrika?

Mens vi fortsat observerer Bongo Campings udvikling, er det tid at søsætte idéerne til indsats nr. 2, som kan føre frem til et projekt og ny medvirken på afrikansk grund. En af idéerne kommer her.

Jeg har korresponderet med Vice-Rektoren på University of Dodoma i Tanzania, som har målsætninger om at blive det største universitet i Østafrika (åbnede 2007).

Selve universitetet har et AIDS-rådgivningsprogram, men endnu ingen indsats til hjælp i landsbyerne (Outreach).

Vice-Rektoren har udfordret os til at udforme et forslag til et Outreach-projekt, hvor vi vil åbne et kontor i universitetsbyen (U-DOME), der skal styrke hjælpen til landsbyerne.

Projektet kunne i udviklingsturismens interesse indeholde en udvekslingskomponent, hvorunder vi sætter udgifter af til at opgradere udvekslingen mellem U-DOME / Dodoma og Danmark generelt – med andre ord til ”development tourism”. Dette kunne fx gøres ved at udsende en informations-medarbejder med almindeligt kendskab til hjemmesider, eller flere medarbejdere på skift.

Projektet og dets kommunikations- og informationsaspekt skal have til formål at gøre Outreach-komponenten på selve universitetet til en tradition, så universitetet og de studerende i generationerne fremover vil bidrage til at forebygge mod AIDS mens de studerer.


Baggrund

AIDS er et kæmpe problem i mange landsbyer i u-lande, og truer med at kvæle al anden udvikling. Men at hjælpe i enkeltvise landsbyer er som nålen i høstakken - der er nærmere brug for at institutionalisere (mainstreame) cyklussen mellem bycentrene og landsbyerne, og samtidig skabe mere opmærksomhed (fortalervirksomhed) for denne Outreach-praksis, fx via et tilknyttet webprojekt.

Med udsendte fra BDT?

Et af BDT´s hovedformål er at bekæmpe AIDS via vores viden-udveksling med Tanzania og via turisme. Bongo Development Tourism er startet af en flok turister, der har opgraderet sig selv til udviklingsturister eller Tourists with Brains, som nu forsøger at gribe mulighederne på vores forunderlige klode til at rejse og bidrage til udvikling på én gang.

I Tanzania sker der centrale udviklinger med effekt i hele Østafrika og Afrika, så det er et kanon spændende land at være partner til. Og U-DOME universitetet bliver efter sigende et trendsættende universitet i Østafrika og kunne matche BDT´s mål om udveksling med faglig kvalitet.

Vil du være med i processen fra idé til projekt? Vi vil starte med at udveksle erfaringer med andre danske organisationer og rådgivere fra Projektrådgivningen. Skriv til:

kaspergram@gmail.com eller tlf.: 52487722

Monday, August 24, 2009

Bongoblogger

Bongoblogger

Til alle turister, eksturister og udviklingsturister

Opgradér din erfaring og viden via Projektrådgivningen

Ledelsen af Bongo Development Tourism håber fortsat, at de 120 medlemmer bliver hængende og at flere kommer til. Vi står for praktisk udførsel af målene og har siden grundlæggelsen haft ned imod 0 procent udgifter til administration og bureaukrati.

Vores brændstof har indtil d.d. været frivillighedens benzin, ikke mindst til hjemmesiden, hvis bestyrer desværre er blevet headhuntet af konkurrerende institution, og derfor bruges Bongo-Bloggen mere aktivt fremover. Vi håber dog, at hjemmesiden under http://www.uwazi.com/ vil udvikles sideløbende på frivillighedens vilkår.

Vi starter nu en ny fase i BDT, en fase hvor vi vægter udveksling med andre danske organisationer højt, og hvor vi håber, at så mange af jer som muligt vil være med. BDT´s medlemskab i Projektrådgivningen betyder, at ethvert medlem af BDT kan gå til Projektrådgivningens kurser, møder og workshops.

Er du interesseret i at udveksle erfaringer med andre danske organisationer via disse arrangementer, så tjek http://www.prngo.dk/ for efterårets program, og skriv til kaspergram@gmail.com. Deltagelse i fyraftensmøder er gratis.

Møderne foregår både i København og Århus – det første i indeværende uge.

Monday, May 18, 2009

Nyhedsbrev, Bongo Camping, Maj 2009

Saa er Bongo Camping i sin sidste maaned, foer Bongo Development Tourism kan overdrage absolut autoritet til den tanzanianske forening, som skal fortsaette med at drive campingpladsen saavel som uddannelsescenteret. Jeg haaber paa vegne af alle sponsorer af Bongo Camping og alle medlemmer af BDT, at de to aar paa Bongo Camping har sparket den lokale forening igang med en meningsfuld og baeredygtig udviklingsproces. 

Paa campingpladsen er tendensen uaendret. Der kommer af og til gaester. I forrige uge havde vi en hel Secondary School (elever fra og med 8. klasse) paa besoeg. De kom og gjorde Bongo Camping til stedet for deres ekskursion, og de overnattede i tre dage og afholdte deres forelaesninger og lektielaesninger ved brug af Bongo Campings faciliteter. En saadan begivenhed er en fantastisk tilfredsstillelse, fordi det opgraderer forstaaelsen for den kombination af rejse og uddannelse, som ligger i vores vision.

Uddannelses-delen af projektet er forloebet som foelger: De seks foerste kurser I AIDS og Engelsk blev gennemfoert med i gennemsnit 15 bestaaende voksne I hver termin. Tager man I betragtning, at alle disse voksne er uuddannede og dagsarbejdere (dvs de er pengemaessigt afhaengige af en daglig, uvis indkomst via smaaforretninger), og at de forlader deres familier for at deltage i undervisningen, saa er dette resultat ikke daarligt. 

I de forrige maaneder har undertegnede lagt vaegt paa kunst-delen af Bongo Camping. Hvis nogle af jer husker projektbeskrivelsen, saa var det en erklaeret maalsaetning at opstarte en kunstforening under hovedforeningen, som via teater og musik skulle uddanne folk om AIDS. I juni 2007 startede vi denne gruppe under navnet Bongo Shows, og nu snart to aar senere er gruppen, som nu hedder KISAMAKIBO, veletableret, og er kendt baade som live-band og via radiostationer. KISAMAKIBO blir kaldt til diverse arrangementer rundt i distriktet, hvor AIDS er det altid relevante tema. Kunstnerne tjener en dagsloen, som stiger I takt med gruppens renomme. I hele januar var vi rundt i diverse landsbyer i forskellige regioner af landet, hvor vi fik mulighed for at samarbejde med andre AIDS-arbejdere, deriblandt ikke mindst PSI (vel nok den stoerste forsyner af AIDS-oplysning I Tanzania). Derudover har vi udgivet to CD’er, vaeret til adskillige radio-interviews, og indtil den dag I dag kan vores AIDS-tematiserende sange hoeres ugentligt I de stoerste tanzanianske radioer saasom Radio Free Africa. Jeg haaber og tror, at denne indsats bidrager til at stoppe HIV.

Der vil komme et afsluttende og evaluerende nyhedsbrev i loebet af juni maaned.

Venligst,
Kasper Gram-Hansen.

Monday, February 23, 2009

Interview med Kasper fra Bongo Camping

Mads Gram-Hansen snakker med Kasper Gram-Hansen om:
  • den seneste tid på Bongo Camping,
  • Kisamakibos turné på tværs af Tanzania,
  • hvordan man kommer i landsdækkende radio
  • og udfordringerne med at overlevere Bongo Camping til Kumbe.
Interviewet fandt sted lørdag d. 21/3-09 fra Skype i DK til mobil i Tanzania.

Thursday, February 12, 2009

BDT går fra hjemmeside til blog

I erkendelse af at jeg for tiden ikke får opdateret BDT's hjemmeside, opretter jeg her en blog, som er nemmere at opdatere og passer bedre til vores "organisation" anno 2009.

Aktiviteterne i DK er nemlig stilnet af i takt med at projektet kører på skinner i Tanzania.
Aktiviteterne i DK begrænser sig stort set til en månedlig overførsel af penge og rådførende samtaler med lederne af projektet i Tanzania.

Her på bloggen vil vi lægge de sidste nyheder fra Bongo Camping ud.

Der er under et halvt år tilbage af det to-årige projekt, Bongo Camping, som vi startede med at planlægge og søge finansiering til i 2006.
1/6 2007 blev projektet sat i gang i Tanzania takket være 200.000 kr. doneret af danske privatpersoner og virksomheder.

1/6 2009 videregiver vi ansvaret for Bongo Camping til vores lokale samarbejdspartner, KUMBE.